En Fantastisk Elevstil om Julen

christmas

Vi har besluttet os for at ligge denne elevstil op, fordi den passer så godt til årstiden lige nu. (jul). Den er rigtig god, og jeg håber at I også vil synes den er så god, som vi her på redaktionen synes. Vi har forresten i anledningen af dette oplæg også fremskaffet en bonuskode til LeoVegas, som giver free spins i 2017.

Hvad er påsken uden de vidunderlige liljer? Hvad er sommeren uden sol? Hvad er efteråret uden meterhøje bladbunker? Ja. Vinteren med dens sne er noget helt særligt. I nogle lande finder man kun 2 årstider på kalenderen, og det er der, hvor vi husker tilbage på, hvor dejligt det egentligt er med sneen. Sneen er mange ting. Den bruges af Disney til at skabe et lykkeligt og fantastisk univers. Alle børn ser frem til sne, sne fører jo til kreativiteten, men på samme tid er sne også en slags kraft, som er meget større end os selv. Håbet om at få snefri på en skoledag, er jo en fantastisk og livsbekræftende følelse. Det fantastiske ved børn, ligger i at de kun tænker i nuet. Hvorimod vi ældre, begynder at føle stress over de uendelig lange julereklamer, og ønskelistens vækkende tanker. Desværre går folk somme tider hen og bliver stresset af jul, de træder ind i et irritationsmoment. Men det er her hvor vi altid skal huske på, at julen er hjerternes tid.

Det specielle ved julen ligger i alle de forskellige synsvinkler som folk har på tingene. De små vil gerne ud og lege, men de voksne skal altid være gamle og halvkedelige.

Men først når sneen rigtigt har lagt sig, og nisserne kommer for dør, begynder jeg at ryge ind i julehumøret. Mit motto om julen lyder på: dårligt vejr, ser værre ud gennem et vindue. Det skal forstås som om, at det er vigtigt at komme ud og nyde naturen, i stedet for at blive inde og dovne. Når det første sne falder, kommer jeg altid til at tænke på, hvordan jeg oplevede sneen som mindre. Jeg husker kælken som var spændt for traktoren. Og så sad man der, og havde det super skægt, sammen med sine nære venner.

Følelsen af at komme hjem efter en hård skoledag, og det første der møder dig i døren, er et strejf af mors julebag. Det er vidunderligt. Søde brunkager, vaniljekranse og friskbagte pebernødder lige fra ovnen. Giver mig en varm og tryk følelse af, at det nu er jul.

Så går dagene derudaf, og julekalenderen står stadigvæk på sin plads. Noget jeg aldrig vil tænke positivt tilbage på er det ækle ”chokolade” som de kalder det. Der finder sin plads i den fine æske også kaldt en julekalender. Det smager mildest talt ækelt og hæsligt. Efter min mening er det lidt en forkert måde at tælle ned til jul på.

Når man føler sig lidt stor, og har taget modet til sig, bevæger man sig op på de stores territorium. Den frygtede sportsplads hvor kun ondt hersker. Inden man ved det, er man allerede lagt ned. Her er der ingen kære mor. Sneen smøres rundt som var man et franskbrød, ja. Ikke nok med det, er der også en der skal, sparke tonsvis af sne op i hovedet på en. Det fedeste ved at blive lavet om til smørbrød, er dog kammeraterne som kommer væltende hen mod en, og kalder dig en sej og standhaftig superhelt.

Så er der selvfølgelig også de kendte julefrokoster, hvor man mødes med bekendte. Det skuffende ligger dog i, at man altid ved hvilken mad man vil komme i møde. Det tungeste og fedeste mad i hele Danmarks historie. Risalamande som bare vælter i fløde. Sild og atter sild. Heriblandt 10 forskellige slags. Men alligevel ikke så forskellige, da de netop hvert eneste år dukker op på samme bord. Man skulle nærmest tro, at disse frokoster, var skabt for at blive fed. Men på en eller anden måde slipper man altid udenom vægtens onde tal.

Noget vi skal være ekstremt glade for her i Danmark, er at vores juletraditioner er totalt i top. Der er ikke noget værre end at holde jul i andre lande. I dette her eksempel: Frankrig. Her bryder solen sig ganske meget af at skinne som en vanvittig. Her er varmt året rundt, og her er ingen nisser at spotte. Det tætteste man kommer på jul dernede, er plastiske juletræer, med puddersukker på top.

Man må vel indrømme at vores traditioner meget omhandler at spise os fede, og have det hyggeligt med den ækle julesnaps, og hvad julen nu ellers byder på.

Vi må alle tilkendegive at det bedste vi ved om julen er gaverne, juletræet og familien. Alle familier i Danmark samles for at fejre Jesu fødsel, men det er desværre som om, han er ved at gå i glemmebogen. De mindre søskende, ved jo ikke engang hvem denne ”knægt” er nu til dags. Og jeg synes forældre burde sætte bedre fokus på at få bragt ham i rampelysets skær. Om julen boltrer man sig i det bedste, af det bedste. Heriblandt den saftige flæskesteg med de gyldenskinnende og knasende flæskesvær, som bare smager fuldstændig spektakulært! Nu tror man så, at det burde være rigeligt, men ikke nok med det, så kommer lækker andesteg, guldbrune kartofler og sidst men ikke mindst, træder en stor gryde frem på bordet. Ikke en livret blandt børn, men jeg er ellevilde med denne ret. Det er favoritten. Låget bliver løftet, og i dette drømme scenarie kunne man næsten dåne af tilfredsstillelse. En kompliceret duft af surhed, bitterhed og kål vælter ud gennem hele rummet, som en flodbølge. Og der ser man så kålen dækket af rød. Rødkål. Der går ikke længe, før man så sidder og strækker mave. Vi er typisk på grænsen til at leve i dette sekund. Og der går heller ikke længe inden en sjatten grød, med smuttede mandler nærmer sig bordet. ”Fandme nej!” Bliver der tænkt i dette splitsekund, hvor man overvejer om man skal hoppe op mod loftet, eller søge dækning under bordet. Den tykke grød bliver endelig presset ned, den bliver hverken smagt på eller nydt. Den skal bare køres ned. Mens et stift og desperat blik på gavebordet holdes. Denne kamp skal vindes. Det er kampen om, hvem der er mest mandlig. Mandlens ejermand skal udvælges! Det mest patetiske ved denne leg er, at en eller anden ”idiot” sidder og gemmer på mandlen, mens man kører den ene tunge ske ned, efter den anden. Nu er der kun en enkelt klat tilbage i skålen, og så ser man håbet nærme sig. Desværre har man spist denne grød forgæves, og man går glip af en lækker marcipangris, eller et skrabelod fra Lotto. Igen spændes maven frem under bordet, før var man måske mæt, men nu bliver man lidt i tvivl om man faktisk er i live. Pludselig lyder bjældeklang og anden lalleglad julemusik. Nu hvor det ikke kunne blive værre, skal man op og marchere om et grantræ. Efter et par julesange, er der ikke flere kræfter at hente i kroppen, dog er det nu heldet rammer. Gaver!

Fine indpakkede gaver iklædt skinnende gulvsnor og rensdyrs hoveder bliver åbnet. Det er altid dejligt at få noget, af andre. Og det er her hvor man føler sig glad og taknemmelig. For en fantastisk aften, har det da været i sidste ende.

Sneen begynder langsomt at smelte. Der går uger, måneder og til sidst skulle man tro al sne var væk, og at påsken nærmede sig. Utroligt nok ser man stadigvæk små bunker af sne, som er stablet sammen i hjørnerne. Det er så utroligt rart, når man passerer sådan en bunke. Nogle ville mene at det bare er noget sjattet og grimt sne, og at de var glad for at det endelig var draget bort. Men i mig vækker det gamle tanker og minder om, hvor fantastisk en jul jeg har oplevet.