En elevstil om skolen og dannelse

”Det er et godt fag, fordi det er alment dannende”. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har fået dette svar kylet i ansigtet efter at have spurgt, hvorfor man har håndarbejde og tysk i folkeskolen. Almen dannelse… Jeg sidder tilbage med følelsen af at ”det er alment dannende”, er et svar som man kommer med, når man ikke kan forklare på anden vis, at et fag er relevant at have i skolen. Ordet har en positiv, men også en bred betydning, idet det kan siges om rigtig mange kunstskaber, ting og forløb. Næsten alle kunstskaber kan argumenteres for at være alment dannende. Jeg tænker, at det centrale ligger i, at prioritere de allermest dannende fag, som er mest relevante for skolegangen i det 21. århundrede. Og ved en sammenligning af håndarbejde, som er et døende, gammelt håndværk som de færreste bruger i dag, og computerteknologi, som ikke engang er på skemaet i dag, er jeg ikke i tvivl om at begge fag er alment dannende, men at computerteknologi, der er fremtiden, er langt mere dannende og relevant end håndarbejde, som jeg aldrig har rørt siden dengang jeg havde det i folkeskolen.

Ordet: ”dannelse” er også vigtigt at have en forståelse for, idet det er grundstenen for de kunstskaber, og den skolegang som folkeskolen og de gymnasiale uddannelser hviler på.

Men hvad er dannelse egentlig? ”Den Store Danske” definerer dannelse som: ”En betegnelse for dels en pædagogisk norm ved valg af indhold i opdragelse og undervisning, dels en social norm, der udpeger en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet.” Noget som jeg synes er interessant ved ordet er, at forskellige individer kan have en forskellig ide om, hvad der er det mest dannende at undervise i, og hvad der er den bedste adfærd og opførsel. Forståelsen for hvad der er dannelse kan altså være forskellig fra lærer til lærer og forældre til forældre. Derfor er det praktisk, at der er blevet fastsat nogle rammer, dybdegående formålsparagraffer og love for hvordan dannelsesprocessen skal foregå i f.eks. folkeskolen. Men hvordan har folkeskolens syn på dannelse egentlig ændret sig i løbet af 70 år? Er der overhovedet forskel på folkeskolens dannelsessyn i 1937 og 2010? Og er formålsparagraffen for 2010 overhovedet tidssvarende?

Tekst 3b ”Lov om folkeskolen, 18. maj” fra 1937, er fra en anden tid under et andet paradigme. En tid hvor fysisk afstraffelse med bl.a. spanskrør stadigvæk var tilladt. Dette afspejles bl.a. ved, at teksten er en lov, og ikke en formålsparagraf som de kaldes i dag. Det, og at teksten nævner at: ”Folkeskolens Formaal er at (…) styrke deres karakter og give dem nyttige kunstskaber”, afspejler holdningen og ideen om, at børn blot er i skole for at blive fyldt med en masse viden. Denne holdning minder allermest om gæs, som bliver tvangsfodret med så meget mad som muligt, for at producere den lækreste foie gras. Jeg synes meget hellere at man burde lære om økonomi og lån så man kan finde ud af at låne op til 10.000 kroner her uden problemer.

I loven bliver der heller ikke lagt vægt på ”lysten til at lære mere”, og det sociale såsom at ”folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund”. Disse elementer eksisterer nemlig i folkeskolens formålsparagraf fra 2010.

Folkeskoleloven fra 1937 er tre gange så kort som formålsparagraffen fra 2010. Det resulterer i at loven er meget ukonkret idet den er kort, og fordi, at loven består af ord, som kan fortolkes på mange forskellige måder. Det ses bl.a. i eksemplet: ”Folkeskolens formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner”. Eksemplet er meget ukonkret, idet man kan fremme og udvikle børnenes anlæg og evner på mange forskellige måder. Den unge biologilærer Josefine, og den ældre dansklærer Ole, har højst sandsynligt meget forskellige ideer om, hvad der kan fremme og udvikle børns anlæg og evner. Jeg tænker at denne ukonkrethed har været upraktisk, og gjorde det svært at skabe folkeskoler landet over, som mindede om hinanden med de samme værdier?

I den gamle folkeskolelov bliver halvdelen af paragraffen brugt på at beskrive inddragelsen af den evangelisk-lutherske lære, som skal komme til udtryk gennem kristendomsundervisningen. HALVDELEN af paragraffen. Der nævnes ikke noget om andre religioner. Dette vidner om en tid, hvor man anså ”landets religion”: Kristendommen, som værende den rigtige religion, så derfor skulle der ikke spildes tid på at lære og opnå forståelse for andre religioner. Dette fanatiske kristendomssyn kan måske også forklare hvorfor religionsfaget stadigvæk i dag hedder: kristendom og ikke religion i folkeskolen?

Der ses fra 1937 til 2010 en udvikling af synet på folkeskolens dannelsesrolle, og hvordan dannelsen skal opnås. Nu hedder det en formålsparagraf og ikke en lov, hvilket vidner om, at man nu har mere fokus på, og forståelse for, at barnet er et individ, som har en lyst til at lære. Paragraffen er også meget længere, klarere og udspecificeret, hvilket giver mindre anledning til personlig fortolkning af de enkelte lærere, inspektører, institutioner osv., eftersom teksten er tre gange længere, og består af et sprogbrug, der er mere konkret.

I den nye formålsparagraf bliver der modsat den gamle lov ikke eksplicit nævnt ordet: ”kristendom”. Heller ikke religion bliver direkte nævnt, men lægger nok indirekte i ”rettigheder” og ”et samfund med frihed”. Denne manglende nævnelse af kristendommen og religion vidner højst sandsynligt om udviklingen af religionens betydning for det 21. århundrede. Som den tyske sociolog og religionskritiker Karl Marx nævnte det, er religion folkets opium. At religionen udvikles som trøst og som reaktion på uudholdelige livsvilkår i et samfund, som er præget af undertrykkelse. Dette kan måske forklare, hvorfor der er sket et fald af religionens vigtighed for dannelse ifølge folkeskolen. At man i 1930’erne levede i en mere barsk tid, hvor man brugte religion som trøst, men eftersom vi i det 21. århundrede lever under meget bedre forhold, og derfor ikke har lige så meget brug for religionen, kan det betyde at dens signifikans er ved at svinde ind?

Det forekommer mig ret pudsigt, at ingen af de to tekster eksplicit nævner ordet ”dannelse”, men det er jo klart eftersom de faktisk minder om den definition som ”Den Store Danske” giver. De to tekster fremlægger nemlig hver især, hvordan de mener folkeskolen skal disponere indhold, opdragelse og undervisning under skolegang.

Men er det dannelsessyn, som bliver fremlagt i formålsparagraffen for 2010 tidssvarende? Som tidligere nævnt, føler jeg at et fag såsom håndarbejde er dannende, men i meget mindre grad end f.eks. et fag som computerteknologi. Det er vanvittigt at tænke på, at det er estimeret at 65% af alle de børn, som starter i folkeskole i dag, kommer til at have et job, som ikke eksisterer endnu, ifølge ”World Economic Forum”. Dette vidner om, at vi skal tilpasse undervisningen og dannelsen så den er fremtidssigtet, og ikke dvæler i de gamle, døende håndværk. Men er det ikke forfærdeligt, at vi lader de gamle håndværk gå tabt og bliver erstattet af de nye? Tjoh, men det er også forfærdeligt, hvis vi er blinde for fremtiden. At et håndværk er ved at uddø skyldes jo en naturlig selektion, så måske man skal lade det gå tabt? Hvis man i fremtiden gerne vil tage et gammelt håndværk op igen, kan man læse om det, og lære det igen. At et håndværk dør betyder ikke, at man ikke kan genoplive det igen. DR Nyheder har også skrevet artiklen ”Folkeskoler bagud med it-undervisning” i 2010, som er baseret på stemmer fra voksne forældre. Mange af dem mener, at folkeskolerne er bagud med it-undervisningen, ”og hele 63% opfatter skolernes it-udstyr som utidssvarende og utilstrækkeligt”. Men er IT-undervisning og ordentligt udstyr virkelig vigtigt for en så stor ting som dannelse?

Alt i alt er dannelse et bredt ord, som kan forstås på forskellige måder, men ordet må siges at gå hånd i hånd med folkeskolen. De love og formålsparagraffer for skolegangen i 1937 og skolegangen i 2010 vidner om en udvikling af synet på hvordan folkeskolen skal give børn almen dannelse. Men så stopper den også der, fordi hvad er vigtigst for almen dannelse? Er der nogle fag og tilgange som er vigtigere end andre? Og er folkeskolens syn på dannelse overhovedet tidssvarende?

Ansvar for eget liv

Den Demokratiske Skole er et sted hvor børn og unge mennesker selv tilrettelægger deres dag. De beslutter selv hvad de vil bruge deres tid på og med hvem de vil bruge den.

skole

Denne frihed til at bestemme over sin egen tid er en absolut central del af skolens hverdag. Skolen er bygget op omkring nogle simple præmisser:

At alle mennesker er født nysgerrige. Den mest effektive og fremtidssikrede læring finder sted når de studerende selv har taget initiativet og selv har beslutte hvor det skal føre hen.
At alle mennesker er kreative når de får lov til at udvikle deres unikke talenter.
At aldersintegrering skaber udvikling for alle individer i en gruppe. Friheden til at bestemme over sin egen tid er essentiel for den enkelte, og er fundamental når det handler om udviklingen af personligt ansvar.

Dette betyder i praksis at de studerende selv skaber de aktiviteter de gerne vil, enten på egen hånd eller sammen med andre. De ansatte og skolens faciliteter står til rådighed når nogen ønsker det. Det kan f.eks. være johannesbrødkernemel gluten, til f.eks. hjemkunstskab.

Skolen tilbyder et miljø hvor man bliver nødt til at tænke selv, tage beslutninger og tage hensyn til andre. Børn og unge mennesker bliver på Den Demokratiske Skole behandlet som ansvarlige individer og det forventes at alle på skolen handler ansvarsfuldt. Alt dette sker inden for rammerne af et demokratisk system.